Nyt før-syns-koncept skal gøre fraflytningen lettere for vores kunder
Hos Balder arbejder vi løbende på at skabe en så nem og tryg hverdag for vores kunder som muligt – også når det er tid til at flytte videre. Derfor introducerer vi nu et nyt tiltag: Før-syn.
Før-synet er et frivilligt og vejledende møde, som du kan booke, når du har opsagt dit lejemål. Her får du besøg af en af Balders synsteknikere, der hjælper dig med at danne overblik over, hvordan du bedst klargør din bolig inden det endelige fraflytningssyn.
"Vi ved, at fraflytning kan være en travl og lidt uoverskuelig periode for mange. Med før-synet ønsker vi at give vores beboere en god start på processen – med råd, vejledning og mulighed for at få svar på de spørgsmål, der naturligt opstår," fortæller Christina Holberg Fenger, vicedirektør i Balder.
Vi vil gøre det nemt at gøre det rigtigt
Under mødet får du praktiske anbefalinger til eksempelvis rengøring, rengøringsprodukter og småreparationer. Efter besøget sender vi dig en oversigt over de områder, du skal være særligt opmærksom på som en hjælp til din videre klargøring.
"Før-synet handler ikke om kontrol. Det handler om at gøre det nemt at gøre det rigtigt for den enkelte kunde. Den dag, vi mødes til selv fraflytningssynet, er det jo for sent at afkalke afløbet eller gøre ovnen ren”, siger Christina Holberg Fenger og tilføjer:
”Derfor er det vigtigt, at man som kunde er opmærksom på disse ting i god tid inden fraflytningen. På den måde håber vi også, at man ved at booke et før-syn kan få en større tryghed i hele fraflytningsforløbet."
Besøget varer typisk 30 minutter og kan bookes ved at kontakte vores kundeservice på tlf. 5555 0707. Vi anbefaler, at mødet gennemføres senest en måned før dit fraflytningssyn.
Bemærk venligst, at før-synet er vejledende og ikke indeholder en økonomisk vurdering. Det er ej heller en garanti for, at du får en fraflytningsrapport uden anmærkninger.