Administrerende direktør Flemming Joseph Jensen fylder 60: Værdiskabelse handler om mennesker 

Flemming

Den 3. oktober fylder Flemming Joseph Jensen 60 år – og fejrer samme dag 30 års-jubilæum i udviklings- og byggestyringsvirksomheden Sjælsø. Drivkraften har hele vejen igennem været ordentlighed, købmandskab og værdiskabelse – men mest af alt handler det om mennesker, mener han.

Det lå ikke lige for, at Flemming Joseph Jensen skulle til København og bruge et halvt liv i ejendomsbranchen. Født og opvokset i Nr. Vorupør i Thy blev han hængende i hjemstavnen og udlært som bankmand fra Sparekassen Thy allerede som 19-årig. Men storbyen kaldte, og her blev han hurtigt headhuntet af en af sine erhvervskunder i banken – nemlig Sjælsø Gruppen, hvor han i 1992 blev ansat som blot den 13. medarbejder.

”Ejendomsbranchen tiltrak mig, fordi jeg kunne bruge mit købmandskab og mine forhandlingsevner til at skabe værdi. Ejendomme handler jo også om finansiering og cash flow. Og så var der masser af spændende mennesker,” fortæller han om brancheskiftet.

I Sjælsø Gruppen var han først investeringschef og højre hånd for den ene af grundlæggerne, Torben Rønje. Sideløbende tog han først en bachelor i jura og påbegyndte en kandidat, som dog aldrig blev færdiggjort. Der var nemlig travlt i Sjælsø Gruppen, som udvidede og voksede til flere lande. Virksomheden blev børsnoteret i 1998 og havde i 2006 en værdi på knap syv milliarder.

Efterfølgende trak grundlæggerne sig tilbage, og Flemming Joseph Jensen blev administrerende direktør i 2007 under finanskrisens spæde begyndelse. Den tog dog hurtigt fart, og herefter fulgte mange års brandslukning, sparerunder og kapitalrejsning, og virksomheden havde næsten klaret sig igennem krisen, da man i 2013 måtte kaste håndklædet i ringen og erklære Sjælsø Gruppen konkurs.

”Jeg har lært at rydde op efter mig selv”

Flemming Joseph Jensen havde dog svært ved at acceptere, at der stod entreprenører, bygherrer m.v. involveret i de mange igangværende og planlagte projekter, der risikerede at blive ramt af en negativ dominoeffekt. I samarbejde med den største kreditor, FIH Erhvervsbank, valgte han derfor at videreføre projektudvikling og byggestyring i Sjælsø Management, hvor han samtidig tog omkring 30 medarbejdere med.

”Jeg er meget stolt over at have fået muligheden for at sikre, at de mange planlagte projekter blev gennemført. Det gjorde, at vi kunne starte fra en platform, hvor vi havde bevaret en høj grad af kvalitet og troværdighed. Jeg har lært at rydde op efter mig selv,” fortæller han.

Sjælsø Management fik afsluttet de fleste af Sjælsø Gruppens igangværende byggerier, herunder i Gyngemosen i Søborg, på Teglholmen og Margretheholmen ved Refshaleøen.

En person – to virksomheder

I 2019 føjede han Balder Danmark til jobforpligtelserne, og i dag er han administrerende direktør for to virksomheder med omkring 180 medarbejdere under sig. Selv mener han, at hovedingrediensen i den konstellation er en høj grad af tillid og evnen til at uddelegere.

”Jeg er god til at uddelegere og stole på folk, og det gør også, at de vokser med opgaven. Så jeg kan være tryg ved at forretningen kører, selvom jeg er på et andet kontor lige den dag. Og så hænger det også sammen med, at virksomhedskulturen i de to foretagender ligner hinanden, så jeg ikke skal være to forskellige personer,” siger han.

Man er ikke blevet klogere, fordi man er blevet chef

Lige så vigtig er evnen til indimellem at tie stille:

”Man er ikke blevet klogere, fordi man er blevet chef. Man får måske bare oftere ret, fordi man ikke bliver sagt lige så meget imod. Det skal man passe på. Så gælder det for eksempel om at tie stille i en rundbordssnak, indtil alle har talt, så man ikke kommer til at stå i vejen for at nye idéer kommer på bordet.”

Nye idéer og uddelegering kommer også til at være vigtige i de kommende år, hvor fokus i stigende grad ligger på bæredygtighed, ESG, proptech og digitalisering.

”Det er ikke områder, jeg selv er ekspert i, men det er vigtigt at prioritere højt, og så gælder det om at teame op med de rigtige kolleger og samarbejdspartnere.”

Ikke to ens måneder

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at ejendomsbranchen stadig er lærerig og spændende for Flemming Joseph Jensen.

”Selvom jeg har været tredive år i ejendomsbranchen, har der ikke været to ens måneder. Jeg har lært af en masse af forskellige jobfunktioner i min karriere, og så har der været kriser undervejs – først finanskrisen, så coronakrisen og nu energikrisen. Man skal blive ved med at holde sig skarp. Der er store beløb og store værdier på spil – og så er det jo altid mennesker, vi har med at gøre. Alt skal tænkes igennem og ske med respekt for de involverede personer,” fastslår han.

Han fremhæver også netop det menneskelige aspekt som den vigtigste læring igennem de tredive år:

”Som leder skal man huske, at uanset hvad man beslutter, eller hvad ens kapitalbase er, så skal det hele eksekveres af mennesker. Du skal have tillid til dem, og de skal have tillid til dig. Hvis du kan sikre dig tilfredse medarbejdere og tilfredse kunder, så kommer værdiskabelsen næsten af sig selv. De menneskelige relationer betyder alt. Både arbejdsmæssigt og privat,” understreger han.

På den private front danner han par med Susanne Joseph Schou, som han blev gift med i 2015. De har fire sammenbragte børn. Fritiden bruger han på venner, familie og cykling – og så i sommerhuset hjemme i Nr. Vorupør, tæt på sine tre søskende.