Pressemeddelelse | 27. april 2022
Det ambitiøse gårdrum med blandt andet sø, svævebane og træningsfaciliteter er et af Green Hills' helt store aktiver.

Til efteråret kan de første beboere flytte ind i den ambitiøse nyopførte boligejendom Green Hills, og i weekenden lød startskuddet til udlejningen af de 64 lejligheder i første etape.
Søndag d. 24/4 var 78 hold mennesker mødt op på byggepladsen for at besøge Green Hills prøvebolig og få muligheden for at reservere en af byggeriets lejeboliger. Humøret var godt og scenen var sat med blomster, balloner og cupcakes til de fremmødte. Grundet den store interesse var arrangementet forbeholdt de, som allerede sidste år havde skrevet sig på interesselisten til byggeriets lejligheder – og da arrangementet var slut, var 10 af de 64 lejligheder i første etape allerede reserveret.
”Vi har gjort os meget umage med at skabe gode hjem for alle generationer, bygget på visioner om funktionalitet, åbenhed, æstetik og omtanke for at reducere vores miljøpåvirkning hvor vi kan. Samtidig byder Solrød på mange af de ting, vores kunder efterspørger: nærhed til naturen, en aktiv by og velfungerende infrastruktur,” fortæller Flemming Joseph Jensen, administrerende direktør i Balder Danmark, som står bag Green Hills.
”Heldigvis er der stadig mange lejligheder også i de efterfølgende tre etaper, så jeg tror på, at de fleste, der ønsker det, kan finde deres nye hjem i Green Hills,” fortsætter han.
Green Hills er tegnet af den prisvindende tegnestue Danielsen Architects. Danielsen Urban Landscape har stået for det ambitiøse gårdrum på cirka 4 hektar, som byder på både svævebane, ø-landskab og en sø, som kan håndtere store mængder regnvand.
Udover de lyse lejligheder med gennemtænkte planløsninger får beboerne i Green Hills adgang til en lang række fællesfaciliteter, designet til at skabe en hverdag i forbindelse og balance. Når bygningen står færdig, vil den f.eks. rumme både gæstelounge med hjemmearbejdsplads, barnevognsparkering, træningsfaciliteter inde og ude, værksted og et selskabslokale, som kan benyttes til både livsfejringer og nabohygge.
”Visionen med Green Hills er at skabe et godt og trygt hjem for alle aldre med de bedst mulige rammer. Derfor har vi dels kigget på, hvad det giver mening at deles om – f.eks. værktøj, som ikke behøver optage kvadratmeter i de enkelte lejligheder. Dels har vi prøvet at tilføje faciliteter og funktioner som træning og gode udearealer, der både tilfører værdi og danner bagtæppe for de uformelle møder mellem beboerne som kan understøtte et spirende fællesskab,” fortæller Alexander Barlow, projektchef hos Balder.
Green Hills er udtænkt og opføres ud fra kravene i den internationalt anerkendte byggericertificering DGNB, som rummer høje krav til både socialt, økonomisk og miljøet. Ejendommen er præcertificeret til DGNB Guld, og forventes at opnå dette certifikat når den er færdigopført.
"Green Hills er et navn, der forpligter – det handler ikke kun om arkitekturen, men også om at tænke løsninger ind der kan reducere vores miljøpåvirkning, alle steder det er muligt,” fortæller projektchef Alexander Barlow, og fortsætter:
”Mange af de løsninger, vi er kommet frem til, er værdiskabende for både naturen og beboerne. For eksempel den særligt grønne variant af græsarten sedum på taget og søen i gårdrummet – begge dele bidrager til biodiversitet og regnvandshåndtering, samtidig med at de skaber et gennemført æstetisk udtryk.”
Også materialevalget er gennemtænkt, hvor gedigne materialer med lang levetid og lav vedligeholdelse er prioriteret. Men faktisk viser de ambitioner sig også i alt det, der ikke er en del af den endelige bygning: DGNB-ordningen stiller for eksempel høje krav til sortering og bortskaffelse af affald fra byggepladsen, som også gælder alle bygherrens underleverandører.
En ejendom i Green Hills’ størrelse bliver færdig i etaper, og i dette tilfælde er der fire af slagsen. Den fjerde og sidste etape forventes færdig medio 2023. Men de første beboere flytter ind allerede til efteråret, og det ser Balder frem imod med glæde:
”Det er altid en meget stor dag for os, når de første flytter ind i en ny ejendom – det er der, ejendommen virkelig kommer til live,” afslutter Flemming Joseph Jensen.