Vi bestræber os på at udarbejde din flytteopgørelse hurtigst muligt, og forventer at sende den til din senest oplyste mailadresse inden for 4 uger efter den kontraktlige frigørelsesdato (ikke den samme dato som dato for fraflytning).
Din flytteopgørelse vil indeholde depositum, omkostninger til istandsættelse (håndværkernes fakturaer herfor vedlægges), eventuelle økonomiske udeståender og eventuelle tilbageholdelser til vand og varme.
Hvis du fraflytter midt i en vand- og varmeregnskabsperiode, vil du modtage en opgørelse for vand og varme snarest efter den ordinære årlige opgørelse er udarbejdet af målerfirmaet. Du kan derfor ikke forvente opgørelsen for vand og varme tilsendt sammen med din flytteopgørelse.
Ved fraflytning tager målerfirmaet et flyttegebyr for endelig afregning. Gebyret bliver medregnet på den endelig opgørelse for vand og varme.
På flytteopgørelsen vil du også kunne se, at vi tilbageholder et beløb for vand og et beløb for varme. Beløbene står som sikkerhed for dit forbrug, indtil opgørelsen for vand og varme foreligger fra målerfirmaet.
De tilbageholdte beløb tager udgangspunkt i dit tidligere forbrug samt årstiden du fraflytter, og de skal samtidig dække et flyttegebyr til målerfirmaet.
Når opgørelsen for vand og varme foreligger, modregner vi tilbageholdet for vand og varme i opgørelsen. Viser din opgørelse, at du skal have penge tilbage for vand og varme, vil du få dem udbetalt sammen med tilbageholdet. Viser din opgørelse, at du skal efterbetale et beløb for vand og varme, modregner vi det skyldige beløb i tilbageholdet og du får resten udbetalt. Dækker tilbageholdet ikke det beløb, du skal efterbetale, vil du modtage en opkrævning på det skyldige beløb efter modregning af tilbageholdet.