Nu skal de første beboere til ny bydel findes

Udlejningen af de første 59 lejligheder i Fyrkanten starter søndag d. 28. november.

Fyrkanten bliver den første færdigbyggede boligejendom i den ambitiøse nye bydel Høje Taastrup C.

Fyrkanten er opført i et samarbejde mellem Balder Danmark, Sjælsø Management, ingeniørerne ABC og arkitekterne Mangor og Nagel.

Fyrkanten i HTC

Bygningen kendetegnes af spillet mellem de to gennemgående farver; en brændt og varieret rød mursten, og en fyrgrøn, som går igen i altaner, vinduesrammer og balustre.

Fyrkantens unikke tagterrasse

Ejendommens helt store aktiv er en stor, fælles tagterrasse. Herfra er der udsigt over både det nye rådhus, byparken og det meste af Høje Taastrup.

1 / 5

Søndag d. 28. november lyder startskuddet til udlejningen af de 59 nye boliger i Fyrkanten, som bliver den første færdigbyggede boligejendom i den ambitiøse nye bydel Høje Taastrup C.

Fyrkanten udgør i alt 107 boliger, hvoraf de 59 første forventes indflytningsklar 1. maj 2022. Boligerne varierer i størrelse fra 2-4 værelser fordelt på 60-105m2, og har alle egen altan eller terrasse. Og hos ejendomsselskabet bag Fyrkanten, Balder Danmark, er man stolte af ejendommen:

”Vi har gjort os umage for at skabe lyse og indbydende hjem, som er indrettet til det liv, vi lever i dag. De funktionelle og varierede planløsninger sikrer, at her er noget for alle aldersgrupper og familiesammensætninger. Nærheden til park, byliv, shopping og transport sikrer, at det er nemt at skabe sammenhæng mellem livet i hjemmet og alt det, der finder sted udenfor,” fortæller Tore Dahl Iversen, projektchef hos Balder Danmark.

Fyrkanten er opført i et samarbejde mellem Balder Danmark, Sjælsø Management, ingeniørerne ABC og arkitekterne Mangor og Nagel. Bygningen kendetegnes af spillet mellem de to gennemgående farver; en brændt og varieret rød mursten, og en fyrgrøn, som går igen i altaner, vinduesrammer og balustre. Farvekombinationen skal lede tankerne hen på gamle københavnerejendomme.

 

En milepæl for Høje Taastrups nye centrum

Når Fyrkanten byder de første beboere indenfor, bliver det en stor milepæl for den nye bydel Høje Taastrup C, som har været mange år undervejs. Udviklingsplanen indebærer, at et areal på størrelse med 40 fodboldbaner skal omdannes til en levende bydel. Her skal være boliger til 4.000 nye beboere og arbejdspladser til 4.000 medarbejdere i de virksomheder, som flytter hertil. Og det er et ambitiøst projekt, fortæller direktør i Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C, Lars Bloch:

”Høje Taastrup C er mere end en byplan – det er starten mod en forvandling af Høje Taastrup mod at blive en mere sammenhængende, attraktiv og bæredygtig by.”

Han lægger vægt på, at der bliver skabt dynamik i bydelen gennem en blanding af bolig, erhverv, butikker, restauranter – og ikke mindst den nye park Åbenheden, som netop er indviet.

Og Fyrkanten har en unik placering i forhold til netop Åbenheden – det er nemlig den eneste af bydelens boligejendomme, som har hele to sider ud mod det nyåbnede parkstrøg.

Lars Bloch glæder sig til at byde de første beboere velkommen, og i særdeleshed til, at de kan tage parken i brug.

”Det bliver en fornøjelse at de nye beboere kan indtage parken Åbenheden og være med til at sætte præg på bylivet, som vi sammen skal skabe i Høje Taastrup C.”

 

Balder ser Høje Taastrup C som et attraktivt og visionært område

Hos Balder deler man Lars Blochs visioner for Høje Taastrup C, og Fyrkanten er blot den første af Balders to boligejendomme i bydelen. Snart følger nemlig søster-ejendommen Rubinhaven, som ligger tre byggefelter længere nede af parkstrøget. Og spørger man administrerende direktør i Balder Danmark, Flemming Joseph Jensen, er bydelen et rigtig godt match for Balder:

”Der sker mange spændende tiltag i den nye bydel, og vi ser derfor masser af potentiale i at bidrage til denne udvikling. I vores ejendomme er der plads til alle aldre og boligformer, og her får man de bedste forudsætninger for at leve en nem hverdag med masser af livskvalitet, tryghed og fællesskab. Med vores to ejendomme ønsker vi at tiltrække borgere i alle aldre til bydelen, og herved bidrage til udviklingen i området,” fortæller han.

Og Balders engagement i området strækker sig faktisk til hele kommunen. Her har man nemlig tre ejendomme mere, de færdigopførte Agerhusene på Skjebjerg Allé og Lerholmen i den nye bydel Nærheden, samt Lynghaven samme sted, hvor de første beboere netop er flyttet ind. Balder har oplevet en stor interesse for sine ejendomme i kommunen, der alle er blevet udlejet på kort tid. Og det overrasker ikke Flemming Joseph Jensen:

”Vi har fokus på, at vores ejendomme har en beliggenhed tæt på kommunens mange arbejdspladser, et levende byliv, gode indkøbsmuligheder, grønne områder, god infrastruktur, og så bor man tæt på København. Alt dette er kvaliteter, som vores lejere efterspørger,” fortæller han.

 

Mere end en bolig

Udover den unikke beliggenhed på første parket til byparken, er Fyrkantens helt store aktiv en stor, fælles tagterrasse. Herfra får ejendommens beboere både udsigt over rådhuset, byparken og det meste af Høje Taastrup – og mere endnu, fortæller Tore Dahl Iversen:

”Tagterrassen anser vi som værende en stor værdi for vores kommende lejere, der her får et supplement til deres altan eller terrasse, byparken og gårdrummet i bygningskarréen. Der vil på tagterrassen også være et væksthus, som tillader ophold, selv når vejret er mindre godt.”

Udover ekstra uderum, er tanken også, at tagterrassen skal være med til at skabe grobund for naboskab og fællesskab blandt ejendommens beboere. Det er nemlig noget, Balder arbejder aktivt med.

”I Balder vil vi gerne gøre en ekstra indsats for, at beboerne kan komme hinanden ved, i det omfang de ønsker. Det kan vi gøre med løbende arrangementer og tiltag, men i høj grad også ved at skabe de fysiske betingelser, i form af eksempelvis lækre tagterrasser. Det er vores erfaring, at det er utroligt værdsat blandt vores beboere,” fortæller Tore Dahl Iversen.

Et andet sted, hvor Balder har gjort en særlig indsats med Fyrkanten, er på at reducere påvirkningen på miljøet. Det er noget, der har været tænkt ind lige fra starten, fortæller Tore Dahl Iversen:

”Fyrkanten er udviklet ud fra de høje krav i den internationalt anerkendte certificering DGNB, hvor vi forventer at få guld-certifikat. Vi har valgt DGNB som pejlemærke, fordi det er en helhedsorienteret tilgang, hvor både miljømæssig, økonomisk og sociale krav er tænkt ind,” siger han.

 

Udlejningsstart

Fyrkantens udlejningsstart finder sted søndag d. 28. november. Der er åbent hus i tidsrummet 13-14, hvor interesserede kan opleve prøveboligen og reservere en bolig.  

Prøveboligen ligger på adressen Rønnebygade 24, 1.th., 2630 Taastrup. Da adressen endnu ikke findes i de fleste GPS’er, kan man i stedet køre efter Copenhagen Designer Outlet, Cityringen 6, 2630 Taastrup.

Priser og plantegninger for de første 59 lejligheder kan ses på fyrkanten.dk.

LokalBolig, som står for udlejningen, kan kontaktes på telefon 43 99 99 96.

 

Om Balder Danmark

Balder Danmark A/S er et datterselskab af Fastighets AB Balder, som er et svensk børsnoteret selskab. Balder-koncernen er, med aktiver pr. 30/09 2021 for over 215 mia. SEK (over 160 mia. DKK), ét af de største ejendomsselskaber i Skandinavien.

Koncernen ejer, forvalter og udvikler boliger, erhvervsejendomme og hoteller i Sverige, Danmark, Norge, Finland, Tyskland og England.

I Danmark ejer Balder ca. 2.900 færdigbyggede lejeboliger fordelt på 13 ejendomme, der har beliggenhed i København, Hillerød, Høje Taastrup og Hedehusene. Dertil er der planlagt ca. 2.000 lejligheder i 9 nye ejendomme i Greve, Hedehusene, Høje Taastrup, Helsingør, København og Solrød Strand, som vil stå klar i løbet af de næste par år. Desuden ejer Balder bl.a. Cirkusbygningen samt en række hoteller i indre København, såsom Nobis og Plaza.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Balder Danmark, e-mail: presse@balder.dk