I Rubinhavens nye café er der hjerterum og god kaffE

Brødre - live a little

Brødrene David og Benjamin Hansen har lejet sig ind i Balders erhvervslokale på Rubinhaven i Høje Taastrup, hvor de har åbnet kaffebaren Live a Little.

Den 11. maj i år åbnede dørene til Live a Little – en ny, lokal kaffebar i hjertet af Høje Taastrup. Bag café står brødrene David og Benjamin Hansen, og med deres fælles passion for god kaffe, fællesskab og mental sundhed har de skabt et sted, de håber, bliver et samlingspunkt i området.

Live a Little holder til i stueetagen af Rubinhaven. Her møder lyse, indbydende lokaler de besøgende med en stemning, der indbyder til både fordybelse og nærvær – og selvfølgelig en rigtig god kop kaffe og lidt til den lille sult.

”Vi har ønsket at skabe et sted, hvor man ikke bare henter en kaffe ‘to go’, men hvor man har lyst til at blive hængende, sidde og arbejde, tale med folk – leve lidt,” fortæller Benjamin. Han er 31 år og bor i Rødovre, mens hans bror David på 24 år bor i en ejendom tæt på Rubinhaven.

Det var også David, der øjnede muligheden for at udleve drømmen om en café, da han så, at Rubinhavens erhvervslokale kunne lejes:

”Jeg blev fanget af det gode lysindfald og ikke mindst interiøret, der – pudsigt nok – rummede møbler fra vores fætters designfirma &tradition.” Efter lidt overtalelse fik han sin bror med på idéen, og drømmen om en kaffebar blev til virkelighed.

Kaffe, fællesskab og fordybelse

Benjamin fortæller, at Live a Little bygger på to grundidéer: Live mindfully og Live creatively.

”Vi vil gerne facilitere aktiviteter som åndedrætstræning, padeldage og løbeklub. Og så er der plads til kreativ udfoldelse. Det er tanken, at lokale beboere og gæster kan finde plads til både det sociale og det stille.”

At brødrene valgte Høje Taastrup frem for København, var et bevidst valg. Ikke bare fordi lejemålet i Rubinhaven havde den rette stemning og størrelse, men også fordi de ønskede at bidrage til en spirende lokal kultur uden for storbyen.

"Der var nogen, der spurgte: ‘Er Høje Taastrup klar til specialkaffe?’ Vores svar var: ‘Det bliver de nu,’" griner David og uddyber:

”Det er ikke forbeholdt brokvartererne at nyde god kaffe og være en del af et meningsfuldt fællesskab. Vi vil gerne bevise, at der også er plads og potentiale i Høje Taastrup."

Live a little

For at virkeliggøre drømmen, kræver det mere end gode idéer. Det kræver også opbakning – og her kommer samarbejdet med Balder ind i billedet.

”Samarbejdet med Balder – og særligt Simon (Balders udlejningschef red.) – har været afgørende. Han har været med helt fra starten og har givet os ro og sparring i hele processen,” fortæller Benjamin.

Udlejningschef Simon Rosasco Hansen udtaler:

"Hos Balder handler det ikke bare om at udleje kvadratmeter – vi går i dialog med potentielle lejere for at finde det rette match. Vi lægger vægt på fælles værdier og samarbejder, der kan udvikle sig over tid. Live a Little er et stærkt eksempel på, hvordan det rigtige lejemål i de rette hænder forhåbentlig kan skabe liv og værdi for hele området."

Rubinhaven og Høje Taastrup – et område i forandring

Rubinhaven ligger midt i et af Høje Taastrups nye byudviklingsområder, hvor både arkitektur og fællesskab er i centrum. Der er tænkt over detaljer som grønne opholdsrum, byggeri af høj kvalitet, sociale arrangementer og partnerskaber, der binder området sammen.

”Vi mærker helt sikkert, at der sker noget herude. Der er liv, der er aktivitet – og der er en lokal nysgerrighed, som vi håber at være med til at understøtte," afslutter David.

Du kan følge med hos Live a Little på Instagram og rent fysisk finder du dem på Parkstrøget 31 i Høje Taastrup.