Balder er Årets Ejendomsvirksomhed 2025 

Årets ejendomsvirksomhed 2025

Ved EjendomDanmarks topmøde, EJENDOM2025, den 9. november 2025 blev Balder kåret som Årets Ejendomsvirksomhed 2025

Fotograf: Jeppe Carlsen  

Vi er både glade, stolte og meget rørte. Ja, vi kan faktisk næsten ikke få armene ned i ren begejstring. Ved EjendomDanmarks topmøde, EJENDOM2025, den 9. november 2025 blev Balder nemlig kåret som Årets Ejendomsvirksomhed 2025 foran en fyldt sal på Scandic Falkoner i København. 

Det er en pris, der betyder ekstra meget for os, da vi vinder den for vores fokus på fællesskaber og kundetilfredshed. To ting, vi arbejder for hver eneste dag.

Det er vores klare overbevisning, at trygge rammer og gode relationer er fundamentet for både glade beboere og levende ejendomme. Derfor går vi op i nærvær, personlig service og at være til stede dér, hvor vores kunder er. 

At vi vinder prisen for netop disse ting i et stærkt felt, gør os utroligt stolte, og juryens ord rammer os lige i Balder-hjertet:

”Balder nomineres for sit konstante fokus på fællesskaber og kundetilfredshed. Med initiativer, der styrker sammenholdet i virksomhedens ejendomme, viser Balder, hvordan der kan skabes langsigtede relationer. Balder har gjort det til et særkende at sætte fællesskabet i centrum, der tjener som en inspiration for resten af branchen.”

Stor taknemmelighed
En håndfuld Balder-ansatte var på scenen denne efterårsdag for at modtage prisen og salens klapsalver. Fra vores administrerende direktør, Flemming Joseph Jensen, lød der en stor tak hele vejen rundt:

“Herfra skal lyde en stor tak til juryen for at nominere os. Tak til dem, der har stemt. Men den største tak skal lyde til vores kollegaer. Vi arbejder kontinuerligt på at passe på vores kunder, ejendomme og kollegaer. Balder blev startet i 2005 i Göteborg, hvor kundefokus hele tiden har været vores DNA. Det giver et bedre fællesskab, en bedre økonomi og et godt miljø at arbejde i”.

Vi deler prisen med alle jer, der bor i vores ejendomme, jer vi samarbejder med, og jer der arbejder i Balder.

Derudover ønsker vi stort tillykke til vinderne af de øvrige kategorier – I er med til at løfte branchen og inspirere os alle.