Balder Danmark køber Sjælsø Management
Sjælsø Managements ledergruppe har solgt sin ejerandel på 51 % til Balder Danmark, der herefter er 100 % ejer af Sjælsø Management ApS.
Erik Selin, VD i Fastighets AB Balder og bestyrelsesformand i Balder Danmark A/S, siger:
”Jeg har kendt Sjælsø og Sjælsøs ledergruppe i snart 15 år, og Balder har været medejer af Sjælsø siden 2016. Det har været en spændende rejse med et fantastisk konstruktivt og åbent samarbejde, der har resulteret i fælles udvikling og byggeri af mange attraktive boligejendomme i Hovedstadsregionen”.
Han fortsætter:
”Der har været en stor værdiskabelse i perioden for alle involverede parter, både på det økonomiske og det personlige plan. Sjælsø har en dygtig og kompetent ledergruppe, og der er ingen i ledergruppen, der har aktuelle planer om at stoppe. Det en dog en kendsgerning, at 5 ud af 7 medlemmer af ledergruppen har passeret de 60 år, og derfor har vi i fællesskab truffet beslutning om den nye ejerstruktur. Det vil gøre et fremtidigt og successivt generationsskifte i Sjælsøs ledergruppe mere enkelt”.
Et naturligt salg af ejerandele
Flemming Joseph Jensen fortsætter uændret som direktør i Sjælsø sideløbende med jobbet som administrerende direktør hos Balder Danmark. Han siger:
”Vi har igennem mange år haft et tæt samarbejde med Balder Danmark og har også opbygget et tæt, stærkt og gensidigt tillidsforhold direkte med Erik Selin. Derfor er det helt naturligt, at vi nu har solgt vores ejerandele til Balder Danmark, så vi i de kommende år bedre kan planlægge et glidende generationsskifte i ledergruppen”.
Han fortæller videre:
”Jeg er helt sikker på, at det gode samarbejde mellem Sjælsø og Balder fortsætter, til gavn for alle parter, herunder vores dygtige medarbejdere i Sjælsø”.
Sjælsø bevarer egen identitet og brand
Selvom ejerstrukturen er ændret, er det hensigten, at Sjælsø fortsætter med uændret strategi og koncept.
Der er stort fokus på, at Sjælsø fortsat også udfører udviklings- og byggestyringsopgaver for andre kunder end Balder Danmark. Helt aktuelt er hovedparten af de igangværende projekter for eksterne kunder (f.eks. Stejlepladsen, Home.Earth og K-Fastigheter).
Derfor skal Sjælsø bevare sin egen identitet og brand og bliver på sin nuværende adresse på Østerbro.
Købesummen offentliggøres ikke.
Fakta
Balder Danmark er datterselskab af det svenske, børsnoterede selskab, Fastighets AB Balder, der har hovedsæde i Göteborg. Balder Danmark bygger, udvikler og administrerer ejendomme i hovedstadsregionen og ejer i alt seks hotelejendomme, Cirkusbygningen, en erhvervsejendom i Greve og 22 beboelsesejendomme med over 4.000 lejeboliger inkl. mindre erhverv. Virksomheden har hovedkontor på Vesterbrogade i København.
For yderligere info, kontakt:
Erik Selin, VD i Fastighets AB Balder og bestyrelsesformand i Balder Danmark A/S: Tel.: +46 31-10 95 92, erik.selin@balder.se
Flemming Joseph Jensen, direktør i Sjælsø Management ApS: Tel.: +45 4015 6609, fjj@sjaelsoe.dk