Rejsegilde: 234 lejeboliger opføres i centralt i Ørestad

Bastionen rejsegilde

Balder rejser endnu et stort boligprojekt i Ørestad, Bastionen. Det blev for nyligt fejret med et rejsegilde for alle involverede i projektet.

Balder kunne for nylig fejre rejsegilde på Bastionen, endnu et stort boligprojekt i Ørestad Syd. Ejendommen kommer til at bestå af 234 lejeboliger, hvoraf de første allerede vil være indflytningsklar i juli 2020.

Bastionen er tegnet af Danielsen Architecture og opføres af Balder Danmark A/S i tæt samarbejde med Sjælsø Management Aps og Sweco.

Ejendommen opføres som en karrébebyggelse med bygninger i varierende højde på mellem 5 og 8 etager. I karréens sydvestlige hjørne er der planlagt en stor daginstitution i 3 etager, der åbner i 2020.

Bastionen er særligt kendetegnet ved dens unikke facade, der prydes af ’hængende haver’. Haverne fungerer som sammenbyggede altaner og giver byggeriet et grønt og åbent udtryk. 32 af Bastionens lejemål har desuden tilknyttet private, glasoverdækkede vinterhaver på mellem 18-28 m2, der er bygget i forlængelse af lejligheden og kan nydes hele året.

Ejendommen forventes at stå helt færdig i december 2020, og udlejning af første etape begynder allerede i februar 2020. Du kan læse mere om projektet og skrive dig på en interesseliste her.