Vi søger:
Kundeservicemedarbejder
Kundeservicemedarbejder
Motiveres du af at yde kundeservice på højt niveau og dagligt tale i telefon med mange kunder, så er du måske vores nye kollega i Kundeservice hos Balder - en virksomhed i stor vækst.
Jobbet
Hos Balder bygger vi ejendomme, som vi efterfølgende selv drifter og forvalter. Udover at have hele værdikæden in-house forsøger vi også at re-tænke måden vi forvalter ejendomme og boligudlejning på. Vores skønne ejendomme rummer omkring 10.000 kunder, som vi dagligt gør vores ypperste for at servicere, dels ude på ejendommene men også pr. telefon og mail.
Vi er i stor vækst, så til at tage godt imod vores kunders henvendelser pr. telefon og mail søger vi til vores kundeservice/customer care team en dygtig og servicemindet kundeservicemedarbejder, som har lyst og kompetencer til at yde ekstraordinær god service samt koordinere, informere og vejlede vores kunder hver eneste dag. Vores kundeservice ydes primært pr. telefon, og det er vigtigt at vi tilbyder en effektiv og korrekt besvarelse af kundehenvendelser.
Som Kundeservicemedarbejder hos os har du en høj grad af ansvar og står i første linje til at håndtere vores kunders henvendelser. Henvendelserne kan være alt fra en ødelagt nøgle, en vandhane der drypper til spørgsmål af kontraktmæssig karakter. Alle henvendelser oprettes i et CRM-system og varetages derfra af en kundeansvarlig eller driftstekniker.
Dig
Du har min. 1-2 års erfaring med kundeservice, meget gerne pr. telefon og mail. Du har sans for detaljer for at kunne sikre en korrekt besvarelse af kundehenvendelser. Har du kendskab til ejendomsbranchen er det et plus, men ikke et krav for at kunne besidde stillingen. Derudover vil det være en fordel, hvis du har erfaring med Salesforce. Du vil i din oplæring få kendskab til de væsentligste elementer i lejeloven, så du kan yde korrekt og god kundeservice. I kundeservicerollen handler det om den gode service mere end at gå ind i sagerne og løse dem.
Mange af vores kunder taler engelsk og det er derfor et krav at du er vant til og trives med at begå dig på engelsk i skrift og tale. Du er ikke er bleg for at blive konfronteret og du har dine talegaver i orden ift. at vende en negativ tone til noget positivt.
Arbejdsopgaverne:
- Besvarelse af telefoner og mails fra kunder
- Oprettelse af sager i Salesforce (CRM-system)
- Rekvirering af håndværker
- Formidling af div. information om ejendommene til brug for kunder
- Sikring af kunders fulde tilfredshed
- Håndtering af opsigelser
- Digital arkivering af dokumenter
- Optimering af serviceprocesser
- Sikre service af høj kvalitet
Hvem er vi?
Balder Danmark A/S en del af det børsnoterede svenske selskab Fastighets AB Balder, som ejer, forvalter og udvikler lejeboliger, erhvervsejendomme og hoteller i Sverige, Danmark, Norge og Finland.
Balders rejse startede i 2005, i Göteborg, hvor hovedsædet også ligger i dag. Siden er Balder hurtigt ekspanderet fra en ejendomsportefølje på ca. 60 ejendomme til nu at eje og administrere omkring 1.200 ejendomme. Balder har de seneste år erhvervet flere hoteller og ejendomme samt opført flere nybyggede ejendomme i København. Balder har igennem de seneste år markant øget investeringerne i Storkøbenhavn og Nordsjælland, så i tillæg til den eksisterende portefølje af bolig- og erhvervsejendomme, medfører igangværende og kommende byggerier at porteføljen øges fra 3.000 til 6.000 udlejningsboliger over de næste år.
Vi er indtil videre et team på +100 kollegaer, og forventer kun at dette vil stige i den nærmeste fremtid. Vi har nemlig sat fuld fart over udviklingen i Danmark, hvor vi de seneste år har erhvervet flere ejendomme, samt påbegyndt opførelse af flere nybyggede ejendomme i København, Storkøbenhavn og Nordsjælland.
Vi tilbyder
Vi anser os selv for at være innovative og stræber efter at gå nye veje, når det er muligt. Balder er desuden drevet af en entreprenør-ånd, som er med til at præge de valg vi træffer.
Vi lytter til vores medarbejdere og elsker gode initiativer og idéer, som kan omsættes i praksis. Hos os er der ikke langt fra idé til handling! Derudover vægter vi ærlighed, højt humør og fællesskab højt, for derigennem tror vi på at det bedste sammenhold og tillid til hinanden skabes.
Vi tilbyder en konkurrencedygtig løn efter kvalifikationer og erfaring. Dertil en lækker frokostordning, helbredssikring, kurser og muligheden for at udvikle sig.
Stillingen er 37 timer / ugen, mandag-fredag kl. 07-17
Ansøgning
Vi modtager udelukkende ansøgninger sendt via rekrutteringssystemet.
Ansøgninger bliver løbende behandlet og vi indkalder løbende til samtaler.
Opstart vil være snarest muligt.
Nadia har arbejdet i Kundeservice hos Balder i 3 år:
”Vi har dagligt en rigtig stor og bred kontaktflade, hvilket gør at der aldrig er to dage som er ens. Vi kommer ofte helt tæt på vores beboere og det er derfor givende at kunne hjælpe dem med stort og småt i tæt samarbejde med de skønneste kollegaer i de andre afdelinger.” ”Jeg glæder mig altid til hvilken slags dag det ender med at blive. I afdelingen er der altid plads til grin og vi giver altid en hjælpende hånd.”