Lederskab, er det stadig relevant??
af hundeadfærdsterapeut og dyrehealer Merethe Børgart www.hundepoten.dk

Efter et godt og interessant weekendkursus med Anders Hallgren, hvor hans syn på det ”gamle” lederskab var ét af emnerne, har jeg lyst til at dele mine tanker omkring det.

De snart gamle (men desværre stadig brugte nogle steder) regler overfor hunden, og primært de begrænsninger der ligger i det, samt synet på om hunden vil overtage, er afløst af nyere forskningsresultater, som viser at baggrunden for de forbud ikke længere ”holder vand”. Og det giver jo stof til eftertanke i vores behandling af hundene i dag. Det kan naturligvis ikke undgås at der hele tiden sker en eller anden form for udvikling, og gudskelov bliver vi da alle sammen klogere og klogere jo mere vi informerer os i verden.

De studier man tidligere har gjort omkring rangorden og lederskab er primært foretaget på ulve i fangenskab, og de reagerer noget anderledes end de ulve som lever frit og vildt.

Det har i mange år været velkendt at for at få en ordentlig, velopdragen hund skulle man sørge for at hunden ikke sov med i sengen, ikke var i sofaen, at den gik sidst ind og ud af døren, at hunden fik mad til sidst, at vi ikke skulle lade hunden vinde trækkelege m.m., for at sikre os at hunden ikke skulle tage magten, og blive en dominerende flokleder for hele familien.

Men alle de forbud og begrænsning gør ikke at hunden ser os som bedre og mere kompetente ledere, jeg fristes til at sige tværtimod, da man jo faktisk viser den at den ikke er en del af flokken, og har mere travlt med at begrænse end at indlemme.

Det som er vigtigst for en hund, for at den kan bevare respekten, og har lyst til at følge de anvisninger vi som hundeejere giver, er at vi er guidende, kærlige og konsekvente, og tager initiativet til nogle af de gode og spændende ting. Samtidig med at vi er rummelige nok til at tolerere hunden også tager (og tør tage) nogle initiativer indimellem. Og at den jo helst skal gøre tingene af lyst og motivation, og ikke af frygt for konsekvenserne ved ikke at gøre det.

Det at have hunden i sengen og/eller i sofaen er for mig at se en smagssag, men der er ingen tvivl om at hunden nyder at putte med, og på den måde være en del af flokken. Og jeg vil da nødigt undvære mine to dalmatinere i sofaen om aftenen. Og for at komme tilbage til konsekvensen, så mener jeg det på den måde at har man besluttet at det er tilladt at være eksempelvis i sofaen, så er det tilladt, og ikke afhængig af dagens humør.

At ignorere vores hunde når vi kommer hjem, er for mig at se lidt at sidestille med psykisk vold. Hunden er glad for vi kommer hjem igen, eller er tilbage efter at have været ude med skraldeposen, og vil gerne vise sin glæde. Tit er det faktisk sådan at hunden viser signaler i aktiv underkastelse, og på den måde fortæller at vi er ”de største og klogeste” ved at lægge ørene tilbage, smaske, slikke sig om munden, ikke at søge direkte øjenkontakt, og evt. gerne vil slikke os i ansigtet hvis den kan komme til det, og hvis det er tilladt. Vi kan helt sikkert (forhåbentlig) se at hunden logrer med det meste af kroppen, af ren og skær glæde over vi kommer hjem til dem igen. Hvis vi blot ignorerer dem, fortæller vi hunden at vi ikke er ligeså glade for at se den. Det kan resultere i at hunden ”kammer over” og går endnu mere i selvsving for at vise signalerne, eller måske resignerer den og går af sted med et trist blik i øjnene.

Efter min mening er der ikke noget bedre end at komme hjem efter hvilken som helst dag, og blive modtager med glæde og ”åbne poter”, - det kan gøre selv den dårligste dag til en god dag. Så hvorfor ikke også vise hunden sin gensynsglæde…

Omkring maden er det stadig min overbevisning at vores hunde har bedst af at arbejde for den, så deres mentalenergi bliver brugt fornuftigt. Men hvis konsistensen af maden ikke er egnet til søgeøvelser eller problemløsning som sådan, ser jeg ingen grund til at den skal serveres efter resten af familien har spist. Tværtimod. Ved at give hunden mad først, opnår man en mere rolig hund når vi andre skal sætte os til bords. Og som vores samfund ser ud i dag, så er der jo rigeligt med mad, så der er ingen frygt for nogen må gå sulten i seng, uanset hvem som spiser først. Og kigger man på de vilde ulve, så er det faktisk sådan at hvis fødemængden er knap, så vil det være hvalpene som får først.

At hunden skal sidst ind ad døren kan være en praktisk foranstaltning i forhold til beskidte poter m.m., men at det skulle have en effekt i forhold til hundes syn på os, og respekten for os, tror jeg nu ikke.

Og at hunden skulle aspirere til lederrollen når den trækker i linen på gåturen, tror jeg nu mere handler om manglende træning…

Jeg tror på at vi opnår langt højere respekt m.m., ved at være den igangsættende, venlige, blide og samarbejdende hundeejer, og det gør os til den kompetente menneskelige flokfører.  

Hvis man er i tvivl om hvorvidt hunden ”ser op” til en som hundeejer, kan man lave en forholdsvis hurtig lille test ifølge Anders Hallgren. Tænk og noter følgende ting:  

• Kommer hunden jævnligt at snudepuffe til dig
  

• Kommer hunden jævnligt at snudepuffer til dig  
  

• Har den ørene bagudrettede når I har nærkontakt  
  

• Logrer hunden med halen, når du taler opmuntrende  
  

• Møder hunden dig logrende og/eller smågøende når du kommer hjem
  

• Vil hunden gerne slikke dig i ansigtet  
  

• Undgår hunden at møde dit blik når I er snude mod næse  
  

• Sænker hunden hoved- og nakkeparti når du kæler med den  
  

• Vender hunden ofte bagdelen eller siden til dig når du hilser  
  

• Ser hunden tydeligt underlegen ud når du er vred på den

kan du sige ja til de fleste af disse ting, er der ingen tvivl om at hunden har den respekt som den forventes at have for dig som ejer. Hvis du ikke kan sige ja til ret mange, kan det være en fordel at kontakte en professionel adfærdsbehandler til hjælp for at bedre Jeres forhold.

Og som tillæg til alt dette, er det vel næppe nødvendigt at tilføje at straf absolut ikke styrker forholdet mellem hund og ejer.

Brug i stedet resurserne på at observere alt det positive og ønskværdige din hund gør, og ros for det. Ikke nok med man får en gladere hund, så bliver ens eget humør også bedre i længden.

Så nyd du blot at putte med hunden, uden nogen former for dårlig samvittighed over ”manglende lederskab”.

Det er desværre ikke sjældent at diagnosen ”manglende eller dårligt lederskab” bliver brugt i forhold til problemhunde. Det er ikke min oplevelse at det virkelig hænger sådan sammen. Der kan naturligvis være en manglende respekt, men den tror jeg ikke kommer af man sætter forbud op, tværtimod handler det ofte om et bedre samarbejde, og en bedre forståelse for hunden. Jeg tror og håber på at tiden nu er moden for nye friske briller på det billede, og en større forståelse for vores hunde, og dermed mere glæde i dagligdagen.

Af litteratur kan jeg bl.a. anbefale:

"På talefod med hunden, de dæmpende signaler" af Turid Rugaas

"Motivation og drivkraft" af Anders Hallgren.