På hundetur til julemandens land
Skrevet af Merethe Børgart som også var med på turen

En helt fantastisk invitation, med muligheden for at dele ud af min viden omkring hundens sprog, løse adfærdsmæssige udfordringer, se en ægte ”Nuuk hund”, og sidst men ikke mindst at opleve Grønland.

Invitationen kom fra Susanne som har dyreinternatet i Nuuk, og hvis hjerte banker for de kære hunde – vel ligeså meget som mit eget gør.

Vi (Lykke Gadegaard, Balders hundeskole og Merethe Børgart, Hundepoten) fik en invitation til at komme til Nuuk og holde foredrag om hundens start på livet, en god opvækst, stimulering og meget mere. Alt det som vi mener er den gode start på et hundeliv, og naturligvis også vedligeholdelsen af det gode hundeliv. Et andet emne var hundens sprog, hvad betyder det når ørene er tilbage, hvorfor vender hunden bagdelen til os osv. Alt dette ville de gerne have at vi to hundeadfærdsterapeuter og hundeejerinstruktører kom op og fortalte dem om. Derudover var det muligt for interesserede at få en ”enesnak” med hver af os, en adfærdsbehandling hvis det var nødvendigt, eller blot målrettet træning i forhold til en problemstilling eller udfordring.

Og som den opmærksomme læser nok har luret, så sagde vi naturligvis ja tak til invitationen, og kom hjem i midten af oktober med kufferten og sjælen fuld af oplevelser.

Jeg vil gerne dele de hundemæssige med jer i denne artikel – samt drage forskellige paraleller til vores måde at have hunde på, kontra grønlændernes måde at have hunde på, ud fra den viden jeg har fået mig.

Inden ankomsten havde vi fået af vide at der ikke var så mange løse hunde i gadebilledet længere, som der var dengang for 15 år siden da Susanne startede sit internat op. Vi så nu heller ikke mange i den uge vi bevægede os rundt i gadebilledet, men de par stykker vi kunne finde har vi flittigt fotograferet. For der er jo noget helt specielt ved en ægte ”Nuuk hund”. Det er egen race indenfor bastarder kan man vist roligt sige. Den gamle Nuuk hund nedstammer fra fårehunde(der var tilladt inde i fjorden på fåreholderstederne & rensdyr-stationerne), schæfere (politihunde) - og enkelte labrador & retrievere der var i landet som førerhunde/hjælpehunde. Indtil 1960 var det kun disse hunde der kunne opnås tilladelse til at have i Nuuk.

Så med gener fra 4 sådanne - hver i sær - rigtigt gode hunde - kan du jo nok forstå at Nuukhunde er/var noget særligt!

Den er utrolig loyal, lynende intelligent - og dermed meget lærenem - og så er den meget glad for mennesker

Da der ikke er samme restriktioner mere, har der sneget sig noget Husky, Malamut og Rottweiler ind i generne gennem årene.

Det er dog vedtaget at alle hunde, Nuukhunde som racehunde, der skal tæverne neutraliseres. Men der fødes nu stadig Nuukhunde… Det ville jo være et mindre indgreb at neutralisere hanhundene i stedet, men det arbejdes der på…

Mange danskere i Nuuk vælger dog en racehund, eller har den med hjemmefra når de ankommer, så der er i realiteten basis for lidt andre gener i Nuukhunden, hvis ikke restriktionerne overholdes omkring neutralisering.

I Nuuk er det kun tilladt at have hund, hvis man også har et hus, så bor man i lejlighed er det altså ikke tilladt – der må man finde sig et andet kæledyr.

Og netop begrebet kæledyr er nyt for grønlændere, for dem har dyrene i mange, mange år kun haft status som arbejdsdyr, og derfor kan holdningen til hunde også være meget anderledes end vi eksempelvis oplever det i Danmark. Det hører dog også med at der er stor forskel på slædehunde og de hunde som findes i Nuuk.

Det fortælles at det er meget almindeligt for det grønlandske folk at lukke hunden ud om morgenen, og så lade den lufte sig selv, og så blot lukke den ind når den på et tidspunkt kommer tilbage igen. Set med hundens øjne er det naturligvis optimalt, det er jo en kæmpe have at løbe rundt i, masser af dufte og artsfæller – tættere på naturen kan det næsten ikke blive. Men i forhold til andre der bevæger sig rundt i bybilledet, og andre hundeejere med hundene i snor er det ikke altid optimalt. Der bliver da også gjort en stor indsats for at fange hundene, som så bliver kørt på internatet, hvorfra ejeren kontaktes og så kan hente sin hund. Der venter så en regning fra kommunen efterfølgende, da hundefangeren naturligvis også er på lønningslisten. Lykkes det ikke at finde ejeren, og er hunden sund og rask, så er der mulighed for videreformidling gennem internatet. Mange danskere som er udstationeret i kortere eller længere perioder på sygehuset eller lignende, kommer da også hjem med lidt ekstra i bagagen, i form af en dejlig uldtot med Nuuk gener.

Men det som nok kom som den største overraskelse og oplevelse for os, var at opleve at de fleste hunde ikke var stressede på samme måde som vi kan opleve hunde herhjemme. Og det er jo vældig positivt, - altså for hundene i Nuuk… men det gav os stof til eftertanke, for hvorfor er der så mærkbar forskel, som jo giver sig i udtryk på mange forskellige områder. Det være sig i omgangen med andre hunde, ingen alene hjemme problemer, og i det hele taget nemmere at ”trænge igennem” til hunden. Og når vi gik rundt i gaderne, kiggede udover vandet, oplevede folkene kunne vi jo også mærke forskel i stressniveau. Naturligvis vil der altid være lidt stress når mange mennesker er samlet, trafikken m.m. men alligevel ER der altså en forskel at mærke, og det ses tydeligt i forhold til hundenes velbefindende. Så det gav os noget at tænke over som hundeejer med en travl kalender, men så sandelig også i forhold til alle de hunde og ejere vi omgiver os med. Så et godt råd i den retning kunne sagtens være at sætte tempoet ned, nyde livet lidt mere, måske endda gå så vidt som at kigge sine livsværdier efter i sømmene, og se om alt virkelig er så vigtigt som vi måske har bildt os selv ind igennem årene.

Efter at have holdt to foredrag, med stor tilslutning begge gange, var tiden kommet til at adfærdsbehandle de som ønskede det. Der var forskellige problematikker at tage fat på, men mange gange kunne det løses med mere aktivering for hunden. Noget mere arbejde for hoved og næse, mere samvær i form af kvalitetstid, dog et slidt ord efterhånden, men netop en tid i selskab med hunden, hvor det går ud på kontaktøvelser, lærdom og samarbejde.

I og med der er dejlig meget sne det meste af tiden, kan det være en udfordring at lægge spor, gemme godbidder i græs m.m., så indimellem skal fantasien lidt mere på udfordring. Mange ting skulle gerne kunne laves indendørs, så de forskellige former for problemløsning var alle oppe at vende.

Stille krus med bunden i vejret, så hunden skal vælte dem inden godbidder kan spises. Lægge en godbid under et viskestykke på gulvet, og lade hunden arbejde sig ind under for at få den ud. Gemme forskellige former for godbidder rundt i stuen, gerne i forskellige niveauer, så hunden skal bruge næsen til at finde dem. Og alle former for problemløsning ting med aktivitetsbolde, terning (Buster Cube), konger/marvben med fyld, trælegetøj til godbidder m.m.m. Der findes jo et utal af forskellige ting man kan købe, og så er der selvfølgelig alt det man selv kan lave også. Men om det er Danmark eller Grønland, så er det vigtigt at hunden ikke skal ødelægge tingen for at få maden ud, men at arbejdet ligger i at rulle/trille eller skubbe rundt med tingen.

Der er også træningshold i Nuuk, hvor de både laver almindelig lydighedstræning og også agility, så selvom det er koldt er det ingen hindring for aktivering af sin hund. Vi havde gudskelov lejlighed til at være med til en agilitytræning, dejligt at se alle de glade hunde som tog forhindringerne igen og igen. – bedre afslutning på vores ophold kunne vi ikke ønske os.

Med håbet og ønsket om at vende tilbage om 1 ½ år, blev der vinket farvel til Susanne, hundevenner, og det snedækkede landskab – og ja, vi så julemanden på hans slæde da vi lettede fra lufthavnen…