Hunden alene hjemme – det behøver ikke at være et problem
af clairvoyant dyrehealer og hundeadfærdsbehandler Merethe Børgart. 

Breve og reklamer er delt til ukendelighed, dørkarmen har tandmærker, og pludselig får man øjnene op for hvad et par sko egentlig indeholder. Eller måske er det indholdet fra skraldeposen der er ”sorteret” efter hundens ønske… Kender du det?

Og det behøver ikke at ske særligt mange gane, før vi begynder at overveje hvad ødelæggelser dagen byder på – allerede inden vi forlader hjemmet. For ikke at snakke om de tanker vi kan have om vores hund virkelig er SÅ ked af at undvære os.

Jeg vil starte med at sige, vores hunde er jo flokdyr, og derfor skal de lære at være alene hjemme, de kan det ikke bare pr. automatik. Situationen er uvant for dem. Tænk på du får den lille 8 uger gamle hvalp hjem, den har lige forladt sin mor og alle sine søskende. Den kommer i et nyt hjem, med nye mennesker at forholde sig til, og mange nye indtryk. Derfor er man nød til at gradvist lære hvalpen at det er ganske udmærket at være alene hjemme.

Jeg vil først gennemgå hvordan man kan vænne hunden til at være alene, så man stort set undgår problemer. Dernæst vil jeg komme ind på hvad man kan gøre når problemet er en realitet, og/eller er blevet for stort.

Oftest får man sin hund i forbindelse med fridage eller ferie, eller en tilpasning i husstandens arbejdstider, så den ikke fra starten skal være alene hjemme i 9 timer.

Når hunden er faldet til, og er tryg ved omgivelserne kan man stille og roligt gå i gang med at øve ”alene hjemme”. I starten forlader man ikke hunden mere end et par minutter, og tiden øges så langsomt, efterhånden som man træner det mere og mere.

Sørg for at hunden er luftet, men ikke med cykeltur, løbetur og pinde/bold kast. Så roligt som muligt, så hunden får gjort det den skal. Det bedste er en luftetur på 15-20 minutter, hvori der er indlagt forskellige øvelser, så hunden også bliver mentalt træt. Det kan være søgeøvelser (hav lidt gode guffer med i lommen), øve sit, dæk, stå og plads i små intervaller under turen, men ikke mere end at hunden har mulighed for at gå at snuse og tisse af.

Når hunden så skal være alene for første gang i sit liv, er det vigtigt at det ikke bliver en tårevædet afsked. Det er ikke synd for hunden, så vær varsom med hvilke signaler du sender til hunden når du går. Vær så neutral som mulig. Hvis du synes det er enormt synd for hunden, så vil den automatisk reagere på din stemning og dit kropssprog, så bliver den utryg og synes selv det er enormt synd for den at være alene hjemme. Og så har du måske en hylende (kaldende) hund.

Giv gerne hunden noget at beskæftige sig med når du går. Det kan være en aktivitetsbold med guffer, eller at du har gemt guffer rundt omkring i huset. Bare det er en aktivitet hunden kender fra tidligere, - altså indlært mens du har kigget på og været der – så hunden ikke er i tvivl om hvad den skal. Hvis du vælger at gemme guffer i noget, er det vigtigt at det er hårde ting, så ikke hunden skal ødelægge det udenom for at få gufferne. Så altså ingen papruller fra den tomme køkkenrulle, eller andet som indbyder til at blive skilt ad i atomer for at få belønningen. Det kan nemlig nemt skabe en ”regel” i hundens hoved om at tingene skal splittes helt ad, før end belønningen kan komme. Og det skulle vi jo nødig lære hunden, for næste gang er det måske skoene den tror der indeholder en belønning.

Efterhånden som alenetiden øges, bruges også gradvist flere guffer, så det tager længere og længere tid for hunden at blive færdig med at løse opgaverne. Det må meget gerne ende med at hunden får 1/3 af sin dagsration mad på denne måde.

Når dette er godt indøvet, skulle resultatet gerne være at hunden sidder og venter og nærmest trommer med poterne, for at du skal forlade hjemmet, så den kan komme i gang med det her sjove noget. Og dermed har man det jo også meget bedre selv ved at gå fra hunden, når man kan se at den ikke er trykket ved at skulle være alene hjemme.

Har man en hund som har fået et problematisk forhold til det at være alene hjemme, bruges samme ”teknik” som ovenstående, plus nogle flere ting som jeg beskriver nu.

Det kan være nødvendigt (og meget tilrådeligt) at helt fjerne hundens madskål, således at den eneste måde at få mad på, er ved at arbejde og lave problemløsning (guffer i bold/terning m.m.). Det skal stadig indlæres i små intervaller eksempelvis 5 minutter, 15 minutter, 1 time, 2-3 timer og så den fulde længde. Det er vigtigt at hvert interval trænes mange gange, og at man ikke går videre i at øge tiden før hunden ikke laver ”ballade” mere.

Hvis ikke hunden bliver stimuleret mentalt i det daglige, kan vi ikke forlange at den blot skal lægge sig ned og sove når den skal være alene hjemme.

Det gælder om at holde hunden beskæftiget fra det øjeblik du slår øjnene op, og til du forlader hjemmet. Det kan være med forskellige øvelser, problemløsning og masser af søgeøvelser. Og det er i den forbindelse det måske er nødvendigt at fjerne madskålen. Hvis hunden er vænnet til at få maden serveret, er den måske ikke så interesseret i at arbejde for føden, men hvis serveringen stopper, og den eneste vej til mæthed er ved at lave noget, så arbejder hunden gerne. Og husk på det ikke på nogen måde er synd for hunden, det er tværtimod den bedste måde at holde dens naturlige instinkter ved lige.

I starten kræver nogle af øvelser måske du er i nærheden, for at sætte hunden i gang og ”være med”, men efterhånden som det er indlært vil hunden kunne ”klare” tingene alene, og du behøver ikke længere være en del af øvelserne, du sætter dem blot i gang, og kan så bruge tiden imens på at gøre dig klar til arbejdet.  

De forskellige øvelser kan være guffer i en bold eller terning, du kan også bruge en tom ½ eller 1 ½ liters plastic flaske, hvor du laver et hul i, putter gufferne i og skruer proppen på, og lader hunden trille af sted med den. Vær dog med i de første gange, så ikke hunden forsøger at ødelægge flasken for at få godbidderne ud, men blot triller med den. Så snart hunden er færdig skal du fjerne bolden/terningen/flasken. Således at du bliver ”nødvendig” i forhold til øvelsen, så hunden ikke selv kan styre hvornår den vil trille med tingen.

Du kan også bruge et kalkben, fylde det med leverpostej, og putte det i fryseren, og så give det til hunden når det er frosset. Det tager et godt stykke tid at få slikket det ud, og det er jo også arbejde og problemløsning. Har du en have så kan du kaste et par håndfulde guffer ud på græsset, og lade hunden søge dem. Og skal den køres rigtig træt er det udmærket at koge nogle ris, blande dem sammen med tun eller andet kraftigt duftende, og smide det hele på græsplænen, det tager noget tid for hunden at finde, og dermed bruger den en masse mental energi, og bliver træt.

Har man ikke selv en græsplæne kan det gøres i mindre doser på lufteturen.  

Lav ikke de store afskeds eller gensyns ceremonier, hav en så neutral og afslappet afgang og ankomst til hjemmet, så der ikke bliver lavet et stort nummer ud af det.

Hvis du har en hund som er meget kontaktsøgende i løbet af dagen/aftenen, og meget gerne vil ligge tæt opad dig, og følge dig rundt alle vegne, kan det være nødvendigt at afvise hunden nogle gange. Således at hunden bliver mere selvstændig i at være uden dig, og i den forbindelse er det vigtigt at hunden er glad for sin kasse eller kurv, så den finder tryghed der. Og hvis det mere bliver dig som tager initiativet til kontakten, så er det ikke så ”farligt” at være alene hjemme uden mulighed for kontakt.

Og sidst men ikke mindst, skæld aldrig hunden ud hvis du kommer hjem og ser noget som er bidt i stykker, hunden kan ikke huske hvad den havde gang i, så med mindre du tager dem med skoen hængende i munden, så ignorer og ryd op.

Nogle mener hunden godt ved den har gjort noget galt, og har dårlig samvittighed. Jeg tror ikke vores hunde er i stand til at have dårlig samvittighed. Men at de derimod reagerer på vores kropssprog og mimik. Og har vi været udsat for flere gange at komme hjem til ting der er bidt i stykker, og har skældt hunden ud, og dermed skabt nogle panderynker, og i det hele taget en kropsholdning der er på vagt overfor hvad der nu venter os, så har hunden koblet de ting sammen, så blot vores blik i øjet forbinder dem med skældud. Dog uden at vide hvad skælduden handler om, blot at det er ubehageligt når stemmen bliver hævet og hvad der ellers følger med. Så derfor tror jeg ikke det er det tankemæssige der går i gang, men ren og skær aflæsning af vores kropssprog og kodning af det ikke er særlig rart.